(See review below)
Blomstre som en rosengård
Den store mester kommer (Hartmann)
Den yndigste rose er funden
Fuglen har rede, og ræven har grav
Her vil ties, her vil bies
Hil dig, Frelser og forsoner (Hoffman)
Kirken er som Himmerige
Lysets engel går med glans
Naglet til et kors på jorden
O store Gud, din kærlighed
Til himlene rækker din miskundhed, Gud (Hommage à Th. Dubois)
Udrust dig, helt fra Golgata
Udrust dig, helt fra Golgata
Vågn op og slå på dine strenge
Review:
Orgelkoraler, bd. 1-4 (op. 10-13)
Gode orgelkoraler
Det er et imponerende arbejde, Christian Præstholm her sender på markedet.
Her er orgelkoraler fra den danske salmetradition i et meget bredt udvalg og til en næsten hvilken som helst anledning i den kirkelige hverdag og fest.
Der er tale om orgelkoraler, der spænder fra den korte form til det mere gennemarbejdede og for en dels vedkommende næsten egner sig mere til koncertbrug end til gudstjeneste. Enkelte repræsenterer variationsformen og er sjove og høreværdige for både publikum og spillemand.
Komponisten har i hver eneste koralbearbejdelse forfulgt en bestemt ide og gennemfører denne med en sprudlende fantasi i såvel melodik som harmoni. Man kan blive helt stakåndet – eller imponeret alt efter personlig tendens – over en sådan beherskelse af det kompositoriske og den iderigdom, der her demonstreres.
Præstholm har selv angivet nogle komponister, der har været inspiration i udarbejdelsen, men lad det være et internt anliggende mellem dem. Her skal blot anføres, at tonesproget er præget af det 20. århundredes komponister med en rig anvendelse af dissonanser og dermed en stor nuancerigdom i det harmoniske sprog.
Det skal også pointeres, at hele samlingen fordrer en god sans for registrering og nodelæsning, og sværhedsgraden spreder sig fra det ret enkle til det noget komplicerede, ligesom det ind imellem også kræver lidt teknisk fantasi at nå det hele.
Jeg tror, at disse koraler vil få en stor udbredelse blandt organister, der ynder at spille lidt nyere musik, men at høre disse koraler stiller jo også krav til lytterskaren, så hvis de anvendes med omhu og indføling over for menigheden, er der her en samling af fornemt komponeret kirkemusik.
Poul Lumbye (PO-bladet, februar 2010)
Orgelkoraler, bd. 1-4 (op. 10-13)
Musik der er kirken værdig
Fire bind orgelkoraler skrevet mellem 1992 og 2008!
Det er noget af en mundfuld både at udgive og at tage stilling til. Gennemgår man koralerne kronologisk fra de tidligste, skrevet da Præstholm var tyve år gammel, til de seneste (den seneste er fra august 08) bliver man vidne til en modningsproces fra studieårene til nu. Både stilistisk og kvalitativt.
Det rejser jo straks spørgsmålet om, hvad kvalitet så er.
I mine øjne er en orgelkorals kvalitet tæt forbundet med dens evne til gennem den pågældende melodi at skabe et selvstændigt prægnant kompositorisk udsagn.
En salmemelodi, der blindt lires af over et mere eller mindre kunstfærdigt udformet akkompagnement, evt. med forspil og mellemspil, hører i mine ører ikke til kategorien ”prægnant kunstnerisk udsagn”. – Ikke med mindre akkompagnementet har en melodisk selvstændighed som i Bachs ”Wachet auf…” eller ”Jesu bleibet..”. Alt mindre end det burde forbydes, og skam få dem, der foregøgler deres menighed, at noget sådant er antagelig musik!
Lad det være sagt straks: Christian Præstholm har ingen grund til at skamme sig.
Selvom samlingens i alt 51 orgelkoraler også rummer eksempler på denne konservatoriefejlpraksis (siger en bitter DOKS-kandidat, der næsten dumpede i teori på grund af sin orgelkoral…) er de på ingen måde betegnende for samlingen. Dels mærker man selv i dem en udtryksvilje og et ønske om at sprænge koralen, og dels får samlingens mangeartede måder at angribe melodiforlæggene på dem snarere til at fremstå som nok en angrebsvinkel end som eksempler på idéløshed. (Og sidst, men vigtigst: man kan jo bare lade være med at spille dem. Der er nok af andre gode ting at tage af).
For Præstholm er fuld af ideer, og, bedre endnu, han har teknikken til at realisere dem!
Her er eksempler på alt fra de Kayserligt karske harmoniske bevægelser i ”Fryd dig du Kristi brud” over fransk parallelførelse a la Langlais (”Gud skal alting mage”) til satser med karakterbetegnelser som ”Drivende sentimental fremførelse og registrering” (en netop sentimental men samtidig meget original orgelkoral over ”Glade jul”) og ”Roligt, vuggende (og blot en kende smagløst)” (”Lille Guds barn, hvad skader dig”).
Bemærk at de ”smagløse” satser er så tilpas raffineret komponeret, at de vil fornøje menigheden, der får lidt musikalsk sukkergodt, såvel som organisten, der kan nyde satsens konsekvens og stilsikkerhed (og selv få lidt tiltrængt sukker med i købet).
Disse satser er vidnesbyrd om en vis munter (uden at være fjantet) tilgang til musikken. En munterhed, der i ”Dejlig er jorden” giver sig udslag i indslag af ”Jingle Bells” i en overstemme. Men karakteristisk for samlingens ånd og tilgang er satsen forsynet med en behørig ossia-version uden juleklokker.
Det er dog ikke kun stilistisk, at Præstholms satser spænder vidt. De gør det også med hensyn til hvilke aspekter af melodierne der arbejdes med.
I ”Jesus, dine dybe vunder” tages meget passende rytmikken op til revurdering. Originalens egen skiftende metrik danner her baggrund for en legende kombination af forskellige metre (let at læse, let at forstå, koncentrationskrævende at udføre). I ”Herre jeg har handlet ilde” tages udgangspunkt i første frases særlige 2. modus-agtige melodiforløb. Det føres i et imiteret forløb gennem en harmonik af tertsbeslægtede molakkorder ud på vilde, overraskende smukt klingende vover før det atter bringes i havn. Og endelig må ”Er du modfalden” nævnes. Her lykkes det Præstholm med subtil brug af Sn og SSn i en smuk melodisk strøm at skabe en harmonik, der er næsten mere Carl Nielsensk end Carl Nielsen selv magtede det.
En håndfuld af koralerne er længere kompositioner. Det være sig i form af store festpræludier (”Vær velkommen, Herrens år” og ”Nu ringer alle klokker mod sky”), som forspil og en slags fuga (”Alt står i Guds faderhånd”) eller variationssatser (”Til Himmels for den ærens drot”, ”De hellig tre konger så hjertensglad”). Alle absolut spilleværdige.
Det store flertal er dog satser af én til tre siders længde, som kan nås at indstuderes (spilles fra bladet?) også ved en evt. meget sen salmeaflevering fra præsten (hvilket selvfølgelig er utænkeligt og forbudt, forbudt, men han/hun kan vel også have lov at fejle?)
Vigtigst af alt – og grunden til at jeg varmt kan anbefale dem – er dog: De (fleste) kaster et nyt lys over salmemelodien og transformerer dens stof til kompositoriske bærebjælker i et teknisk veludført prægnant kunstnerisk udsagn.
Det er musik der er kirken værdig.
Svend Hvidtfelt Nielsen (Organistbladet, maj 2009)