Sanglyd – Ti salmer (op. 29)

Til tekster af Benedicte Hammer Præstholm

Forårssalme “Det drypper med istap-tårer”
Sommersalme “Nu blomstrer landet”
Efterårssalme “Vi går i kastanjealleen”
Vintersalme “Hvor dagen dog er lille”
Nadversalme “Dagene tærer på kroppe og sind”
Dåbssalme “Du gav os et under”
Bryllupssalme “Hvor kærlighed brænder”
Begravelsessalme “Nu er verden forandret”
Morgensalme “Dagen gror af morgengryet”
Aftensalme “Vi holder mørkning over dagens sneglespor”


Anmeldelse
Søskendeparret Præstholm skriver i forordet til deres fælles udgivelse:
Denne salmesamling rummer ti nye salmer … En morgen- og en aftensalme, fire årstidssalmer, salmer til dåb og nadver samt bryllup og begravelse. Bryllupssalmen (…) kan synges til velsignelse og vielse af par af samme køn såvel som par af forskelligt køn. Ligesom bryllupssalmen er de andre salmer skrevet med udgangspunkt i det nutidige liv, og de er i sprog og harmonik salmer til nutidens mennesker og menigheder. 
  Samtidig står salmerne også tydeligt i forlængelse af den danske salmesangstradition. De trækker i deres sprogunivers og melodier på den poetiske og musikalske fortid, og der er lagt vægt på, at salmerne er sangbare, også uden musikalsk ledsagelse.
  Salmerne er på sin vis blevet til af sig selv ud fra den sammenhæng, som vi står i som hhv. præst og organist, og flere af salmerne er skrevet, fordi der var konkret anledning til det. Salmerne er således brugssalmer, og vi håber, de vil blive brugt. Salmesamlingens titel har vi lånt fra Grundtvig, fra salmen ”Alt hvad som fuglevinger fik”, der er én af Grundtvigs salmer om, hvorfor sang er uundværlig.

FRASER KØRTE I LOOP
Ovenstående siger det meste. Jeg vil her blot tilføje nogle betragtninger over, hvordan ”Sanglyd – Ti salmer” er blevet modtaget i ”min” Balle Valgmenighed. 
  Op til et foredrag med Benedicte Præstholm havde jeg med stigende eufori indøvet salmerne med kirkesangeren. Mødedeltagerne/menigheden lærte de syv salmer, der var skrevet på det tidspunkt. Også de sang med voksende begejstring for hvert vers, godt støttet af kirkesangeren og klaveret. 
  Siden har vi brugt nogle af de ti salmer i gudstjenestesammenhæng. Hver gang har de virket stærkt, og fraser og stumper har efterfølgende kørt i loop. 

ENKLE MELODIER
Melodi og akkompagnement er én samlet komposition. Sangbart, logisk, velklingende, idérigt, fortættet, spændingsfyldt, gennemarbejdet. Med ganske få omlægninger kan ”Sanglyd – Ti salmer” endda fint spilles på vores lille 1-manuals orgel uden pedal.
  Måske kan salmerne ved allerførste møde for en utrænet menighed virke komplicerede på grund af de ”indviklede” satser, men jeg snød ”mine”, idet jeg med dynamisk og syngende klaverspil trak/listede dem igennem ved at understrege melodiernes enkelhed og samtidig give dem en oplevelse af at musicere sammen med akkompagnementet.
  ”Sanglyd – Ti salmer” vil egne sig fortrinligt i kirken og sognegården for kor, soli eller menighed.
Karin Jürgensen (PO-bladet, januar 2015)