Duruflés samlede orgelværker
Orgelmusikkens fredfyldte poesi
At spille Maurice Duruflés samtlige orgelværker i én koncert har i mange år været en drøm for Sct. Mortens Kirkes organist Christian Præstholm. En drøm, som gik i opfyldelse 4.februar i år. En drøm, som indebærer et langt, hårdt, disciplineret arbejde og en stadig fordybelse i den store komponists værksted.
Det er nemlig det man oplevede under koncerten: Ikke alene en beundringsværdig teknisk perfektion, uden hvilken budskabet umuligt kan komme til udtryk, men en fuldstændig kongenial fortolkning, som gjorde Duruflés komplekse værker på én gang intellektuelt forståelige og meget bevægende. Man blev draget ind i et univers af skønhed og mening og åndelig dybde.
Men hvem er Maurice Duruflé (1902-1986)? Duruflé var en internationalt anerkendt solistorganist, konservatorieprofessor i harmonilære, komponist og organist i Saint-Etienne-du-Mont i Paris (1930-1986). Han var først og fremmest en kirkemusiker, hvis musik ikke kunne adskilles fra troen.
Hele sit liv igennem bevarede han de lykkelige indtryk , han havde fået i sin barndom som elev i musikskolen ved katedralen i Rouen. Som han har fortalt, har messen i domkirken i Rouen og tidebønnen fra morgen til aften mærket ham for altid og indgydt ham en uudslukkelig kærlighed til den gregorianske sang. (I Danmark er det Thomas Laub, der opdagede den gregorianske sang som fundamentet for kirkemusik.)
Som man har kunnet høre under koncerten, bærer den gregorianske sang Duruflés vidunderlige værker. Somme tider er den det tema, som komponisten eksplicit reflekterer over, andre gange er den underforstået, usynligt til stede. Det er ikke nødvendigt at Duruflé citerer den direkte – den er den sjælelige baggrund hans værker udspringer af. Det er derfor, at den typiske Duruflé-atmosfære er mild, blid, smilende, som skulpturen af Den Smilende Engel på facaden af domkirken i Reims. Duruflé udtrykker på en unik måde sjælens fred ved gennemsigtige, skrøbelige lydbroderier.
Kun få af hans værker slår en anden tone an – det er især hans Suite, hvor præludiet og den vældige toccata bringer en tung, dyster atmosfære, som er hans øvrige orgelkompositioner fremmed.
Duruflés samtlige orgelværker tager ikke mere end 75 minutter at spille igennem. Sammenlignet med de klassiske navne (Buxtehude, Bach eller endda Franck) ser det ikke ud af meget. Dette er dog typisk for lyriske digtere – en stor digter kan ikke samle mere end et par hundrede sider efter et helt livs arbejde, fordi hvert ord er blevet tænkt igennem igen og igen og har en enestående vægt. Duruflé er sådan en digter – enorm kompleksitet og dybde i forholdsvis få ord.
Christian Præstholms præstation kan kun kaldes for ypperlig. En absolut vidunderlig fortolkning, hvor man føler, at det er præcist det, værkerne vil sige.
En aften med Duruflés samtlige værker er en musikalsk begivenhed, og det undslap ikke publikums opmærksomhed. Sct. Mortens Kirkes store rum var fyldt, og der var glæde og taknemmelighed i hjerterne.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis 6/2-10)
Carl Nielsens samlede orgelværker
Carl Nielsens testamente. I år er det 150 år, siden Carl Nielsen blev født: Drengen fra beskedne kår på Fyn, som blev Danmarks store komponist. Han blæste nyt liv i den danske sang. Hans klaver-, kammermusik og symfonier høres i dag på verdens mest betydningsfulde scener. Hans opera Maskarade er folkeeje. Men det er mest efter Carl Nielsens død, at hans internationale gennembrud virkelig kom – og kom for at blive.
Noget af det mest specielle ved Carl Nielsen er, at orgelmusikken blev hans testamente.
Det var det, koncerten i Sct. Mortens Kirke i torsdags handlede om, idet organist Christian Præstholm i en sand tour de force udførte Nielsens samtlige orgelværker.
Carl Nielsen helligede nemlig orgelmusikken sine sidste år. Han vægrede sig ved den romantisk-symfoniske udnyttelse af orglet og mente derimod, at det er den gamle polyfone stil, som »specielt passer til dette instrument«. Han fordybede sig i de gamle barokmestre (såsom Bach og Frescobaldi) og komponerede så sin egen musik med ønsket om klarhed, strenghed, objektivitet og åndens tugt.
Det blev først til de 29 små præludier for orgel eller harmonium, små mesterværker af ca. et minut hver. Som Christian Præstholm tolkede dem, udgør de hver for sig et i sig selv hvilende univers, hvor Carl Nielsen giver de barokinspirerede miniaturer (med mønstre fra toccata, arie eller fuga) sine egne, uforlignelige farver.
Det sidste, Carl Nielsen fuldendte, var storværket Commotio, som betyder »bevægelse« – også i »åndelig« forstand, som Nielsen skrev. Værket blev en succes i Danmark, og snart efter skulle det spilles i Lübeck, i selve Mariakirke, hvor den store danske komponist fra 1600-tallet Buxtehude virkede som organist i 39 år.
Carl Nielsens værk blev øjeblikkelig forstået, som hans samtidige sagde, som det betydeligste orgelværk i ny musik. Men under festivalen kom den triste besked om, at Carl Nielsen pludselig var død. Datoen var 3. oktober 1931 – han blev 66 år gammel.
Således blev orgelværket Commotio på én gang Carl Nielsens internationale gennembrud og hans musikalske testamente. Et testamente, som bringer musikken tilbage til dens rødder i barokken som til dens uudtømmelige kilde.
Commotio er et værk, som kun de færreste organister giver sig i kast med. Det er noget af det vanskeligste, der nogensinde er blevet skrevet for orgel. Kun en sand virtuos kan gennemføre denne ca. 23 minutter lange komposition. Commotio er vældig, det løber over stok og sten og samler mere og mere kraft, samtidig med at det giver plads for sjælero i vuggende rytmer.
Christian Præstholms udførelse var ikke kun en kraftpræstation: Den var også så bevægende, at man næsten ikke turde klappe i hænderne efter, at den sidste tone havde lydt. Hele den enorme struktur hang perfekt sammen som en målbevidst bevægelse, der har nået sit åndelige højdepunkt.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 31/10-15)
CD-udgivelse af “Christian Præstholm: Chorale Preludes”
En gave til gudstjenestemusikken
ANMELDELSE Organisten i Sct. Mortens, Chr. Præstholm, står bag ny cd-udgivelse med egne orgelkoraler.
Christian Præstholms koncert i tirsdags i anledning af udgivelsen af dobbelt cd´en med hans orgelkoraler tiltrak sig et talrigt publikum, hvilket viser den anerkendelse, han i de sidste syv år, han har været organist i Sct.Mortens Kirke, nyder i byen. Det siger god for byen selv, at den har sans for det, som er af værdi.
Det viser sig også, at stillingen som organist i Sct. Mortens Kirke har været et gunstigt miljø og en inspirationskilde for Christian Præstholm, som i denne tid har skrevet omkring 200 orgelkoraler, hvoraf et udsnit, indspillet på Sct. Mortens Kirkes skønne orgel, nu foreligger i cd-form: over to timers musik, som udspringer af Den Danske Koral Bogs melodier.
Orgelkoralen, hvis tradition går tilbage til Bach, er et stykke orgelmusik, som er en bearbejdelse af en salmemelodi. Orgelkoralen kan bruges som præludium og postludium samt eventuelt som altergangmusik. Det er altså liturgisk musik til brug ved gudstjenesten. En slags ” bunden opgave”. Det, som Christian Præstholm har præsteret, er en sand gave til gudstjenestemusikken, hvor han med en fin fornemmelse for genrens krav forener tradition og fornyelse.
Det, som slår én, når man som i tirsdags hører disse orgelkoraler, er hans indlevelse ikke kun i salmemelodien, som her åbenbarer helt nye facetter af sig selv, men også i salmeteksten, såvel som den teologiske tanke, som ligger bag arbejdet.
Det er f. eks. tilfældet med ” Til Himmels fór den ærens drot” (tema med variationer), som fik lov til at stå som afslutningen og kulminationen på koncerten. Variationerne, som skildrer Kristi himmelfart, og gør det med alvor og med en delikat antydning af den hemmelige himmelske verden, slutter i majæstet, med englenes basun, dvs. med Kristi genkomst i herlighed. Det er det mest præcise og kunstnerisk fuldendte udtryk for Grundtvigs ord: ” I morgen kommer han på ny, / halleluja, halleluja! / med strålekrans på rosensky. / Halleluja!”
En del af styrken i Christian Præstholms orgelkoraler ligger i hans eftertænksomme tilegnelse af salmeteksterne. Det er helt tydeligt, at hans inspiration ikke stammer fra melodierne alene, men fra melodierne i deres uløselige forbindelse med teksten, hvilket også kendetegnede de store kirkemusikkomponister gennem historien. Den anden side af hans styrke ligger i, at kompositionerne ikke anvender materiale, som er melodien fremmed, men han gør brug af melodiens egne motiver og idéer for at bygge noget nyt op. Det er derfor, at orgelkoralerne fremstår som et organisk hele, der hviler i sig selv, og som danner en vej ind i selve salmerne og gudstjenesten.
Stilen, kompositionsteknikken, inspirationskilderne er meget forskellige i orgelkoralerne – fra barok til den harmonisk rige senromantik og til den nyere franske og engelske toccata og endda til jazztonen.
Men overalt er der alvor (også når munterheden og humoren får mæle), begejstring for salmen, opfindsomhed og en mesterlige beherskelse af kompositionskunsten. En koncert og en cd-udgivelse, som er en berigelse for både dansk gudstjenestemusik og for musik som kunst.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 17/9-15)
Med evighedens fuglevinger
Det er naturligt, at det var Sct. Mortens Kirkes organist Christian Præstholm, som spillede den første af sommerens koncerter. Han er en stor organist, som med bemærkelsesværdig kunnen og usvækket lidenskab går ind i værkernes substans og formidler orgelmusikkens uendeligt rige univers.
Med sin sædvanlige diskretion indlemmede Christian Præstholm kun et lille udsnit af egne kompositioner i programmet: Tre orgelkoraler over kendte salmer (” Hyggelig, rolig”, ” Nu fryde sig hver kristen mand” og ” Alt, hvad fulglevinger fik”). Christian Præstholm har sin egen stemme. Orgelkoralerne er ikke skrevet efter nogen skabelon.
De er en personlig tolkning af salmernes ord, som så har betinget de melodier, som er knyttet til dem. Den første, som ofte anvendes som dåbssalme, fangede det enfoldige, milde trøst, som ligger i ordene og melodien. Den anden (Martin Luther og Grundtvigs ord) gav udtryk for frelsens glædelige budskab, som samler mennesker fra hele jorden omkring sig. Den tredje var et musikmaleri af fuglevinger og fuglestemmer, som svæver over hovedmelodiens budskab.
Hovedprogrammet bestod af store værker, de fleste oprindeligt skrevet for orgel, plus to orgeltransskriptioner af vældige orkesterpartiturer (såsom Mendelssohn-Bartholdys ouverture til oratoriet ” Paulus”). Værkerne var forbundet med hinanden ved deres majestætiske skønhed, deres alvor og deres måde at udtrykke menneskets forhold til evigheden på. Der hørtes både menneskets spørgsmål (de første afsnit i Bachs BWV 564), dets taknemmelighed (Bach, ” Vi takker dig”) og sammenhængen mellem jordisk og himmelsk heltedåd (César Franck, ” Pièce héroïque” og Olivier Messiaen, ” Apparition de l´Eglise éternelle”). Man blev ført fra jorden til himlen, til ” Den evige kirkes tilsynekomst”, som Messiaen med sin særlige evne til at skildre evigheden fik til åbenbare sig i en overvældende lydarkitektur.
Den første af sommerkoncerterne har været et af kunstens momenter, som opløfter sjælen. Stor musik, som er i stand til at bringe mennesket i kontakt med det blivende.
Og en fortolker, som bringer musikkens skønhed ind i hver enkelt.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 18/6-15)
Poulenc’s orgelkoncert
En sand musikalsk festdag i Sct. Mortens Kirke.
Lørdag før palmesøndag blev den kommende påske markeret ved en storslået koncert i Sct. Mortens Kirke, bestående af to mesterværker, skrevet af hhv. franskmanden Francis Poulenc og hans ven Benjamin Britten.
Poulencs orgelkoncert fra 1938, som formentlig er den mest populære orgelkoncert siden Händel, har ikke et direkte religiøst oplæg som Brittens Company of Heaven.
Under det fire år lange arbejde med stoffet blev orgelkoncerten dog et udtryk for en skelsættende begivenhed i Poulencs liv: hans tilbagevenden til barnetroen. Som sådan er den optakten til Poulencs senere religiøse musik.
Selv om man ikke kender denne biografiske detalje, kan man sanse den ved at lytte til musikken. Med Christian Præstholm ved orglet, dirigenten David Riddell og det smukt klingende Randers Kammerorkester blev man bevæget af denne koncert, som ikke ligner nogen anden, skønt ekkoer af Bach og Tjajkovskij let kan genkendes.
Mellem det første og det allersidste stærkt rytmiske, barokagtige motiv udfolder en lang fortælling sig, med momenter af indre kamp og konfrontation med skæbnen, med episoder af uskyldig glæde og folkelig fejring på markedstorvet, med ømme, lyriske afsnit og med meditative passager. Det er historien om et såret hjerte, som længes efter troens fred.
Christian Præstholm fortalte denne historie i orglets regnbuefarver og gjorde hvert afsnit særlig nærværende.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis 30/3-15)
Flot kor-og orgelmusik i domkirken
Med et helstøbt og ambitiøst program af nyere fransk og dansk musik for kor, orgel og solister var der søndag eftermiddag lagt op til en stor kirkemusikalsk oplevelse i Viborg Domkirke.
Alle forventninger blev indfriet: Coro Misto (navnet betyder såmænd bare »et blandet kor«, underforstået for både mands-og kvindestemmer) sang under Sørens Birchs kyndige direktion både klangskønt, præcist, med meget smuk frasering, med intensitet i de stille passager og ressourcer til de store og kraftige udladninger.
Organist ved Sct. Mortens Kirke i Randers, Christian Præstholm, leverede et usædvanligt orgelspil, som især virkede ved sin sikre fornemmelse for den franske orgelstil, herunder en begavet udnyttelse af domorglets klanglige muligheder.
Endelig var koncertens to sangsolister, mezzosopranen Marie Keller Sørensen og barytonen Thomas Rewes, begge velvalgte og velklingende til dette repertoire, som i domkirkens store akustik kræver styrke.
Christian Præstholm indledte med en sats fra Sonningprismodtageren Olivier Messiaens magiske »Les Corps Glorieux« (»De lysende legemer« ), hvori både gregorianske motiver og elementer fra indisk musik indgår. Desværre tillod situationen kun, at vi fik én af værkets syv satser at høre, -resten har vi til gode! Komponistkollegaen Maurice Duruflés fire motetter over gregorianske temaer valgte koret klogt at synge fra gulvet foran den store lysestage.
Herfra stod alt klart og tydeligt, ligesom det visuelle nærvær for både korsangere og publikum også er af betydning.
Bevægende musik, som kræver sit af både sangere og dirigent.
En variationsrække over efterårssalmen »Dybt hælder året« af Søren Birch var på alle måder velfungerende og foldede sig ud i verset om Frelserens træ på Golgatha, som bærer en evig krone.
Christian Præstholms »Logos« (over indledningen til Johannesevangeliet) for sopran og orgel stod klart i kirkerummet og forholdt sigt stilmæssigt til det franske repertoire, idet orgelakkompagnementet var passende afmålt og tillod sangeren fri udfoldelse, også i det dybe leje. Smukt og meningsfuldt.
Søren Birchs »Herren er min klippe« fra Davidssalme 16 for baryton og orgel virkede måske lidt mere traditionelt neoklassisk. Men på sikker grund, og tydeligvis konsekvent tolkende i forhold til teksten.
Christian Præstholm komponerer i disse år orgelkoraler på stribe. Selv kalder han det et »maraton-projekt« : han er i færd med at skrive orgelkoraler til samtlige melodier i Koralbogen.
Foreløbig har han udgivet 14 bind! Herfra stammer den mørke, næsten dystre »Dybt hælder året«, som blot antyder melodien. Fin, stemningsskabende musik.
Koncertens hovedværk var Duruflés »Requiem« fra 1947, et værk som slog hans navn fast som en af Frankrigs førende komponister og som opføres verden over, både i den originale version for kor, solister og orkester, og i versionen med orgelakkompagnement.
Igen er de gamle gregorianske temaer fremherskede. Kor og solister sang fremragende, godt hjulpet af et blændende orgelspil, som ikke mindst i rytmisk henseende blev en rygrad i opførelsen.
En bevægende oplevelse, for hvilken publikum naturligvis kvitterede med stående, velfortjent applaus!.
(Jens Chr. Hansen, Viborg Stifts Folkeblad, 10/11-14)
Storslået nytårskoncert ved orglet i Sct. Mortens Kirke
I sin fabelagtige koncert satte Christian Præstholm tre af Bachs præludier og fugaer sammen med tre andre, som den 200 år yngre Marcel Dupré skrev i 1912 (opus 7).
Bachs tre værker (BWV 532, 548, 536) står som en kvintessens af hans storhed. De er værker af åndeløs intensitet, især præludium og fuga i emol, som går én til marv og ben. Det er noget af det mest indholdsmætte musik, der nogensinde er blevet skrevet. Med sit formidable talent førte Christian Præstholm sit publikum ind i Bachs univers, hvor skønheden virkelig er »sandhedens glans« – en dyb åndelig sandhed hos mennesket, som lever sine menneskelige vilkår med både deres skygge-og lyse sider.
Hos Marcel Dupré var stemningen en anden, og to af hans præludier og fugaer, meget smukke i sig selv, gav hvile efter det næsten ubærlige drama, som Christian Præstholm udtrykte i sin tolkning af Bach.
Dupré (1886-1971), som er et stort navn i fransk musik, er en meget indtagende komponist. … Det, som karakteriserer en del af hans orgelmusik, hvor det liturgiske, inspireret af gregoriansk sang, også spiller en betragtelig rolle (han var jo selv kirkeorganist i Saint-Sulpice Kirken i Paris), er en egen sødme og blidhed, som Christian Præstholm med stort raffinement udtrykte. Det er først, når man har set nodebilledet, at man opdager, at hele det gennemsigtige broderi af lyde, som bringer ro i sjælen, eller som er en subtil meditation over et eksistentielt spørgsmål, stiller enorme virtuositetskrav til organisten.
Marcel Duprés præludier og fugaer ligger på det højeste trin af teknisk vanskelighed. Det kunne enhver høre i det afsluttende, storslåede værk i koncerten. Det vidunderlige præludium og fuga i H-dur, med den store, sejrrige klokkeklang.
En absolut forrygende koncert, som de mange publikummer, der mødte op den aften, vil bære i deres sjæl i lang tid og glæde sig over.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 11/1-14)
Sommerkoncert – Store værker, stor organist
Den tredje af Sct. Mortens sommerkoncerter, som er dediceret orgelets skatte, havde Christian Præstholm, kirkens egen organist, som solist. Koncerten bestod af to værker, som hører til blandt de mest komplekse og krævende inden for orgelmusikken: Den franske Charles-Marie Widors 5. Orgelsymfoni fra 1879 og den tjekkiske Petr Ebens »Musica Dominicalis« ( Søndags musik) fra 1958. En orgelsymfoni er egentlig en symfoni, med stort set samme struktur og kompleksitet som et orkesterværk af samme art. Forskellen er dog, at alt, hvad et talrigt orkester skal spille, er tænkt for orglet, som ved sin mangfoldighed af stemmer svarer til et orkester, og følgelig for én organist, der skal beherske det mægtige instrument. Christian Præstholm er manden for det, og hans præstation var hele vejen igennem blændende.
Hvis jeg skrev, at Widors symfoni er djævelsk vanskelig at spille, ville det være et alt for mildt udtryk. Værket kræver en teknisk styrke, en fysisk udholdenhed og en koncentration, som i sig selv er en bedrift. Men Christian Præstholms kunst ligger netop i, at man ikke hørte vanskeligheden, man hørte kun musikken, gennemtænkt i de fineste detaljer og båret af en usvækket energi, som syntes at vokse af sig selv.
Og som om Widor ikke var nok, spillede Christian Præstholm dernæst endnu et værk, som er af samme kaliber: Ebens »Søndags musik« i fire satser, i grunden endnu en orgelsymfoni. Og han gjorde det med et overskud, et overblik og en indføling, som var formidable.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 22/8-13)
Musik som fødes af stilheden
I juli-august holder Sct. Mortens Kirke sine fire sommerkoncerter ved bemærkelsesværdige organister. En af dem er – velfortjent – kirkens egen organist, Christian Præstholm. Christian Præstholms koncert tirsdag aften bestod af barok- og romantisk musik, de to perioder, som bragte orglet til dets blomstring. Den eneste undtagelse var den amerikanske avantgarde komponist John Cage ( 1912-1992) og hans berømte (eller berygtede) stykke 4´ 33´´, dvs. 4 minutter og 33 sekunder, som blev opført for første gang på Woodstock, New York, i august 1952. De tre satser af forskellig længde hedder alle sammen ” tacet”, dvs. ” han tier stille”. Og det er præcist, hvad stykket består af: fire og en halv minutters stilhed.
– Disse minutters stilhed var således med til at understrege formen, harmonien og skønheden i den musik, Christian Præstholm opførte. Med sin sikre sans for værkernes arkitektur og ånd og sin naturlige indleven spillede Christian Præstholm den hollandske Sweelincks 6 fine variationer over ” Min ungdom har en afslutning” og den tyske Zachows finurlige og opfindsomme Toccata i C-dur – smukke eksempler på barokkens rige inspiration.
– Hele koncerten åndede naturlighed, ligevægt og den lidenskab, som er blevet tæmmet i skønne og meningsfyldte former. Overbevisende og smukt – en musikkens stund, som man har fravristet stilheden.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 10/8-12)
Bevægende 100 års fødselsdag for Jehan Alain
Sct. Mortens Kirkes organist, Christian Præstholm, indbød i tirsdags til en Jehan Alain-aften – en portrætkoncert, hvor han spillede en række af komponistens værker, deriblandt de berømte ” Tre Danse” og ” Litanier”. Han foretog et repræsentativt valg, som gav et helhedsindtryk af Alains uforlignelige univers.
– Christian Præstholm viste facetterne ved Alains musik: Spændingen mellem melodi og rytme; kompositionernes flertydighed, hvad angår tonalitet og rytmisk opbygning; den vældige eksistentielle erfaring af glæde, tab, sorg, angst, kamp og så sjælens rene tro og dens rolige opstigning i bøn ( f. eks. i ” Choral dorien”).
– At høre Jehan Alain, sådan som Christian Præstholm spillede det, er en stor eksistentiel oplevelse. For de værker, han spillede, var varme og inderlige, hele vejen naturlige og overbevisende i deres udtryk.
– En ting er, at mange af Alains kompositioner er meget svære at spille, hvilket Alain selv var klar over, en anden ting er at spille dem, så man i dem hører hjertets stemme. Christian Præstholm spillede ikke kun med en beundringsværdig klarhed og suveræn virtuositet ( præcist hvad Alain selv ønskede), men han spillede fra hjertet og var hele tiden bevægende. Det var i sandhed musik, som overvinder menneskets tragiske skæbne og har del i noget blivende. En smukkere portrætkoncert kan man ikke forestille sig.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 18/8-11)
Klokkespilskoncert
– Det er ingen overraskelse, at mange publikummer fandt vej til Sct. Mortens Kirke tirsdag aften. En lys og lun aften, hvor klokkespillet spredte sig over byen i en kaskade af gennemsigtige, følsomme toner. En halv time før koncerten i kirken spillede Christian Præstholm en række værker på klokkespil, og gjorde det med samme finesse, som når han sidder på orgelbænken.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 9/7-11)
Advent med Bachs musik
– Ingen form for musik er mere velegnet til at fejre adventen med end den store Johann Sebastian Bachs værker. Det er præcist, hvad Sct. Mortens Kirkes musikere gjorde. En hel aftenskoncert bestående af udvalgte værker fra Bachs Orgelbüchlein, spillet af Christian Præstholm, og som vekslede med de respektive koraler, sunget af Sct. Mortens Vokalensemble, dirigeret af Amanda Vandt.
– Organisten Christian Præstholm var fremragende som sædvanlig, inderlig i de dybe stykker, sprudlende i Bachs finurlige rytmiske motiver, majestætisk i den rene forkyndelse.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 3/12-10)
Orgel og computer i koncert i Sct. Morten
– Christian Præstholm har vi lært at kende som en vidunderlig organist, som har givet os mulighed for at høre nogle af de smukkeste og mest krævende værker i det klassiske repertoire. Ved koncerten i tirsdags viste han en anden side af sig selv såvel som af orgelmusikken. Fire nye kompositioner, skrevet af nulevende komponister, hvor orglet ikke har et andet instrument eller et orkester som partner, men computerfrembragt musik. Princippet er det samme, forskellen ligger i det lydmateriale, som orglet samtaler med eller indgår i, og som kom fra syv højtalere, hvoraf fem befandt sig i kirkerummet og to ved orglet.
– Teknologiens indvirkning på kompositionerne var åbenlys. Ikke blot fordi computeren blev brugt, men ved det, at den normale musikalske puls var erstattet af mekanisk tid, som blot tæller sekunder, inden for hvilke de mest indviklede rytmiske formler udfolder sig, hvilket skabte en vanskelighed i orgelpartituret, som kun en organist af Christian Præstholms format kan overkomme.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 21/1-10)
Fransk julemusik –Adventen med musikalsk fryd
– Christian Præstholm gjorde 300 års fransk musik levende. Michel Corrette fra 1700-tallet var et vidunderligt eksempel på fin variationskunst, idet hans komposition begyndte med en enkel, enfoldig stemme, lige så klar og inderlig som den menneskelige stemme, og gradvist blev mere kompleks, indtil den sluttede med en eksplosion af toner. Christian Præstholm mestrer denne gradueringskunst, hvor musikken udvikler sig lidt efter lidt, indtil den når klimakset. Daquins julekompositioner, som stammer fra samme periode, fik en original tolkning, som var mere intens, ja, jublende, end de i reglen bliver spillet. Det, man hørte, var en sprudlende Daquin, som bryder ud i glædessang. Lige så vidunderlige var de værker fra det 20. århundrede, som Christian Præstholm spillede: Gaston Litaize, Alexandre Guilmant, Jean Bouvard, Antoine Reboulot, Marcel Dupré – den store franske skole. Det var kun rigtigt at indlede koncerten med Litaize og afslutte med Dupré, den store lærer, som Bouvard og Reboulot (i øvrigt en af de blinde organister) havde lært orgelspil hos.
– Christian Præstholms koncert var en fryd fra ende til anden. Og tænk, at Randers har det privilegium at overvære sådanne koncerter! Det store publikum, som mødte op, viser, at musikalsk kvalitet altid finder sit publikum.
Monica Papazu, Randers Amtsavis, 2/12-09)
Intim kammerkoncert
– Et stort publikum var mødt op til koncerten. Det er en sand glæde at erfare, at organisten Christian Præstholm i løbet af kort tid har skabt et rigt musikliv i kirken og draget et trofast og begejstret publikum til sig. Amanda Vandt, som er en mangfoldig musiker, er et kærkomment bidrag og en god støtte til denne nyetablerede tradition.
– Det var godt at opleve den fine overensstemmelse mellem Amanda Vandts violinspil og Christian Præstholm som medvirkende organist og pianist. Det var musikken, der var anliggendet, og der var én tanke og én følelse i det, der skulle meddeles som en levende genskabelse af musikken.
– Der var en særlig intim atmosfære over koncerten. Christian Præstholm på det lille orgel og på klaver var nænsom og varm, dannede baggrund og sparringspartner for violinen, gik i dialog med den og understregede temaerne.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 8/10-09)
Eftertænksom dialog mellem orgel og slagtøj
– Orgel og slagtøj er en usædvanlig kombination. Tirsdagskoncerten i Sct. Mortens Kirke med Christian Præstholm, orgel, og Henrik Larsen, slagtøj, var en nyopdagelse. De forskellige slagtøjs-instrumenter forøgede ikke kun intensiteten og skabte dramatiske momenter; de førte dialog med orglet, udtrykte specielle sindsbilleder og viste en uanet følsomhed. En stor del af koncerten var stille, meditativ, åndeligt rig musik.
– Lige så smukt, men helt anderledes i sin karakter, var det vældige, afsluttende værk: Den tjekkiske komponist Petr Ebens »Landscapes of Patmos« (Landskaber fra Patmos) over Johannes’ Åbenbaring. Musikken, ypperligt spillet af de to instrumenter, var både en gribende fremstilling af tekstens sindsbilleder og et udtryk for dens åndelige indhold. Dybt meditative afsnit skildrede den himmelske menighed, og verdens afslutning og Himmerigets åbenbaring blev forkyndt med perfekt klarhed.
– Orgel og slagtøj i Sct. Mortens Kirke var en fint gennemtænkt og bevægende spillet koncert af Christian Præstholm og Henrik Larsen, to af det danske musiklivs fineste repræsentanter.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 20/8-09)
Felix Mendelssohn-Bartholdys 200 års fødselsdag
– Man må sige, at man er musikalsk begunstiget, når man bor i Randers. Det er et privilegium at bo i en by, hvor Felix Mendelssohn-Bartholdys 200 års fødselsdag bliver fejret med honnør, på den helt rigtige måde. Siden sin ansættelse i Randers i 2007 har organist Christian Præstholm gennem sin begejstring, sine initiativer og sit store musikalske talent skabt et enestående musikliv i Sct. Mortens Kirke.
– Christian Præstholms program var perfekt sammensat som »et dobbelt portræt«, Bach–Mendelssohn.
– Aftenens program bestod af store og krævende værker, både i teknisk og tolkningsmæssig henseende. Men det er ikke den tekniske vanskelighed, man tænkte på under koncerten. Det var blot musik. Klart og følsomt, fint fraseret og nuanceret, dramatisk og poetisk – en ren fryd.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 7/2-09)
Et højdepunkt i kulturlivet i Randers
Igennem de seks koncerter fra 30. april til 2. december, som har markeret Olivier ¬Messiaen-festivalen i Sct. Mortens ¬Kirke og sogn, har man ¬ikke ¬alene haft ¬mulighed for at høre ¬nogle af Messiaens -smukkeste ¬værker. ¬Festivalen i ¬anledning af årstallet for den franske komponist og ¬organists fødsel for 100 år siden har været med til at skabe et særligt publikum. Et trofast publikum, som har vist sin begejstring for den store orgelmusik, som stedets organist ¬ Christian Præstholm med iver og ¬talent har fremført.
Der var en speciel ¬stemning ved Messiaen-¬festivalens sidste koncert i tirsdags. Mange var mødt op, og i det vældige kirkerum var der en atmosfære af intimt fællesskab, som var samlet i forventning om et berigende møde.
Christian Præstholm fortalte indledningsvis om Messiaens forbindelse med Danmark. Messiaen var i Danmark for at modtage ¬Léonie Sonnings Musikpris i 1977, men han havde ¬allerede været på besøg i 1950. Dengang havde han endda besøgt Randers på ¬invitation fra den ¬legendariske dirigent Lavard Friisholm, og han havde spillet »La nativité du ¬Seigneur« (»Herrens fødsel«) i Sct. Mortens Kirke, netop det værk, som man nu ville høre.
Christian Præstholms tolkning af dette storværk var i sig selv et sublimt mesterværk. Der var ikke én tone, som lød som noget ¬udvendigt. Det var fuldstændig organisk, alt gav mening, og det var på én gang så ¬dramatisk, at man indimellem glemte at trække vejret, og dybt bevægende. Indholdet kom indefra – fra en dyb indlevelse i denne musik og det, den er et udtryk for. Uden tvivl en af de allerfineste tolkninger nogensinde.
Messiaen-festivalen i Sct. Mortens Kirke har været en ubetinget succes. Vi har fulgt kirkeåret fra Kristi Himmelfart (værket »Lascension«) til det egentlige udgangspunkt, nemlig Kristi Fødsel. Og vi har bl.a. hørt »Kvartetten til tidens ende«, skrevet af ¬Messiaen i den nazistiske lejr. Vi har hørt om historien og om os selv i lyset af Guds historie med os. Det har været et uforglemmeligt ¬højdepunkt i kulturlivet i Randers.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 4/12-08)
Les Corps Glorieux – De opstandnes liv i Sct. Mortens
Sct. Mortens Kirkes organist Christian Præstholms initiativ med at fejre Messiaens 100 års jubilæum i form af en festival kan ikke roses nok. Det bringer Sct. Mortens Kirke på niveau med de musikalske aktiviteter i verdens største kirker, for eksempel Messiaen-koncerterne i domkirken Notre Dame og i Trinité-kirken i Paris (den sidstnævnte var det sted, hvor Messiaen selv var organist i 60 år).
Koncerten med »Les corps glorieux« var endnu en bedrift for Christian Præstholm og en stor oplevelse for det publikum, som var kommet for at møde denne anderledes, meget indtryksfulde musik.
I midten af sit værk, som består af syv satser, har han anbragt Kristi opstandelse, Kristi kamp mod døden, som er »den sidste fjende« og det nye liv, som bryder ud af graven. På den ene og den anden side af Kristi dødskamp og opstandelse er der så skildringen af de opstandnes liv. Christian Præstholm fik virkelig publikum til at føle Guds kamp mod døden og den fred og den glæde, som strømmer ud af den åbne og tomme grav.
Af særlig betydning var også satserne om de opstandnes legemes kraft og hurtighed Christian Præstholms rytmiske fornemmelse var mere fremtrædende i forhold til mange indspilninger, og det understregede satsens legemlige aspekt og den afsluttende del, som er den rolige, hemmelighedsfulde, evige skuen af den Hellige Treenigheds herlighed.
Christian Præstholms koncert med Les corps glorieux havde den inderlighed, hvor de kristne trossætninger meddeles til hjertet.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis 7/11-08)
Glædens hemmelighed i barokmusikken
Som et særligt bidrag til Randers Ugen bød Sct. Mortens Kirke i tirsdag på en pragtfuld barokkoncert med stedets virtuosorganist Christian Præstholm og trompetisten Niels Tilma. Det var ikke bare en barokkoncert, men en koncert med en baroktrompet. Niels Tilma, som er uddannet ved det berømte konservatorium Guildhall School of Music in London, spillede nemlig på et instrument, som er den nøjagtige kopi af en tysk trompet, som blev bygget i 1746 og findes i Nüremberg.
Alene dette udgjorde en betydelig attraktion, hvilket afspejlede sig i det store publikum, som var mødt op for at høre musikkens tone fra baroktiden. Baroktrompeten med sit høje register fyldte det vældige kirkerum med begejstret musik.
Kombinationen af baroktrompet og orgel var meget vellykket, og sammenhængen mellem de to instrumenter var fortræffelig. Orgelet skiftede permanent klang på en indtryksfuld måde, og koncerten bevarede sin intense stemning hele vejen igennem. Tempoet for de hurtige satser var sat ret højt, således at der blev skabt mange højdepunkter. De virkede meget overbevisende, for der var et indhold, der skulle udtrykkes, og dette indhold var den rene glæde, en uskyldig og ægte munterhed.
Det, som dannede modpol, var de langsommere satser for orgelsolo: Følsomme og eftertænksomme momenter, som var fuldstændig integreret i helheden, og som inden for værkernes rammer satte trompetens efterfølgende udbrud i relief.
Tilstedeværelsen af to Bach-præludier og fugaer for orgel havde også en særlig betydning.
Christian Præstholms tolkning af Bachs Præludium og fuga i C-dur var simpelt hen superb.
Niels Tilma og Christian Præstholms koncert var en glædens stund for alle, som var kommet. Og det er en stor kunst at genskabe værkerne og umiddelbart udtrykke, hvad de siger.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis (14/8-08)
Orgelkoncert i verdensklasse
Sct. Mortens Kirke var fyldt onsdag aften. Et stort publikum var kommet for at høre den nye organist, Christian Præstholms første koncert ved kirkens orgel, som er et af de fineste i Europa. Christian Præstholms koncert i sin nye stilling og sin nye arbejdsby blev mere end en almindelig succes, den blev til en koncert i verdensklasse.
Den 35 år gamle organist og konservatorielærer valgte et meget sammenhængende program, hvor de fleste værker var knyttet til hinanden ved deres tonesprog: Den senromantiske, traditionsinspirerede og samtidig nyskabende, udtryksfulde og virtuositetsprægede orgelmusik, som den franske skole udviklede.
At koncerten også indeholdt to andre værker: Bachs Præludium og Fuga i C-dur (BWV 547) og en komposition ved Christian Præstholm selv var ikke noget brud på koncertens atmosfære. Placeret i denne kontekst, virkede Bach samtidig med sine efterfølgere. Det skyldes ikke alene koncertens sammenhæng, men i særlig grad Christian Præstholms tolkning, som fik Bachs “matematiske” musik til at afsløre sit vældige eksistentielle indhold.
Lige så fint virkede Christian Præstholms eget værk “De profundis” (“Fra det dybe”, Davids salme nr. 130), som viste hans talent som komponist. “De profundis” er en musikalsk fortælling om menneskets angst, om forladtheden og fortvivlelsen. Et overbevisende og gribende værk. Og på sin vis en eftertidens hilsen til Jehan Alain og hans “Litanies” (litanier, bønner, påkaldelser), som koncerten begyndte med.
Det lykkedes nemlig Christian Præstholm at trænge ind i den ånd, Alains “Litanier” er skrevet i: Bønnen, sagde Alain, er ikke “en klage”, men “en brændende påkaldelse”. Den er en kamp, et skrig, der vil vække Gud. Her, ligesom i alt det øvrige, brugte Christian Præstholm sin formidable tekniske kunnen til at få tonerne til at tale og bevæge.
Maurice Duruflés “Præludium og fuga over navnet Alain”, som fulgte efter, bragte en anden stemning med sig. Dette meget smukke værk, som skifter mellem det legende, varme, vemodige, dramatiske og til sidst sejrrige, tegner et portræt af komponisten Alain, af det menneske, som var engang, og hvis liv blev brat afbrudt ved slaget ved Saumur i juni 1940. Det er denne livshistorie, som Christian Præstholm fortalte med præcision og bevægelse og med en rig klangpalet.
Koncerten afsluttedes med to andre store navne inden for fransk musik: Messiaen og hans fuglestemmer (et af de mest typiske træk ved hans kompositioner), og det vældige Præludium og Fuga i H-dur (op. 7) ved den legendariske komponist, organist og orgellærer Marcel Dupré (død i 1971), med inspiration fra kirkernes klokkespil og gammel gregoriansk sang, og som udgør et af de sværeste stykker i koncertorganisternes repertoire.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 14/9-07)
Pressen skrev om min debutkoncert der udelukkende indeholdt nyere musik:
– eminent specialist
– teknisk virtuost og kunstnerisk kompetent orgelspil
– han har en sikker teknik, en højt udviklet klangsans og et imponerende overblik over selv meget komplicerede forløb.
– og i uropførelsen af Niels Marthinsens to heroiske etuder beherskede Christian Præstholm de vanskelige overgange, hvor tonerne mister deres individualitet og bliver til klangskyer, der danner svævende former.
Jens Brincker, Berlingske Tidende
– mod og mandshjerte og et forbløffende teknisk overskud
– Den første etude er tonemæssigt konstant faldende, mens den dynamisk er konstant stigende, et sært modsatrettet forløb som Præstholm mestrede flot og formfuldendt.
– Endelig blev Petr Ebens Musica Dominicalis så fornemt artikuleret i Præstholms fortolkning, at strukturen fremstod klart og distinkt.
– her er en begavet organist der både kan og vil noget med den ny musik. De hænger ikke på træerne.
Jakob Wivel, Jyllandsposten
– Med sine tekniske krav levede [Petr Ebens ”Musica Dominicalis”] op til de forudgående værkers høje ambitionsniveau. Musica Dominicalis, som symfonien hedder, kræver sin organist, men Præstholm formåede at kalibrere lydstyrken og disponere det musikalske materiale, så opmærksomheden blev holdt fast til og med sidstesatsens slagmarksscene, hvor grelle trompetfanfarer og gregorianske melodier fungerer som umage temastof.
– Det er dejligt at dansk musikliv med Christian Præstholm får nok en musiker med forkærlighed for samtidskunsten og lyst til at bestille og opføre nye værker for sit instrument.
Thomas Michelsen, Politiken
Uddrag fra andre anmeldelser:
– Organisten Christian Præstholms målrettede indsats for at skaffe ny dansk musik til sit instrument kan, ligesom hans udførelse af den, kun påkalde sig dyb respekt.
– Ikke mindst de mange koncentrerede satser i [Martin Stig Andersens] “Glober” lod til at drage fordel af Præstholms forenede fingerfærdighed, klangsans og fornemmelse for rum i musikken.
– I alle tilfælde kan en så målrettet indsats fra en endnu ikke 30-årig musiker for at få lokket ny musik til sit instrument både fra jævnaldrende og ældre komponister kun påkalde sig respekt – og burde også vække de mere etablerede komponisters interesse. For slet ikke at tale om publikums.
Jakob Levinsen, Berlingske Tidende
– Christian Præstholm ydede, så vidt det kunne høres, de forskellige værker fuld retfærdighed. I flere af dem hørtes en række mere eller mindre slørede referencer til ældre værker eller teknikker, som det kræver sin musiker at få frem. Christian Præstholm demonstrerede altså ikke blot sit talent som spiller, men også som medspillende tolker.
Ole Staarup, Århus Stiftstidende
– Bent Lorentzens ”Flamma” var et i sandhed flammende dramatisk stykke, der fik tilhøreren til at brænde med. Det blev spillet på orgel af Christian Præstholm, der havde en stor formiddag, og slagtøjsspilleren Henrik Larsen.
John Christiansen, Jyllandsposten
– I afdelingen for overraskelser og kommende navne må man nævne organisten Christian Præstholm og slagtøjsspilleren Henrik Larsen. De gav en koncert i Domkirken med både uropførelser og et smukt miks af gamle og unge komponister. Hold øje med disse unge musikere.
Anders Beyer, Information
– Christian Præstholm er en ung, fremadstormende orgelspiller, som allerede har uropført flere nye musikværker, end de fleste musikere når i løbet af en lang karriere
Midtjyllands Avis
– Christian Præstholm giver her en aldeles overbevisende fortolkning af tre orgelværker.
– Fængslende er også det rette ord til en karakteristik af denne orgel-cd.
– Denne gode indspilning af væsentlige værker kan varmt anbefales.
Jørgen Lekfeldt, cd-anmeldelse i DMT
Anmeldelse af Aastrup-cd – Årets musikalske julegave
– Christian Præstholm ved orglet bringer her smukke og originale forspil til salmerne, sande improvisatoriske perler i forskellig stil, som understreger salmernes præcise atmosfære.
Hans varierede harmoniseringer bringer nye facetter af melodierne frem og skærper opmærksomheden om ordenes mening.
Jeppe Aastrup og Christian Præstholm gør teksterne og musikken til øjeblikke fyldt med inderlighed og skønhed.
En sådan udgivelse er med til at vise Aastrups salmers helt specielle plads i den danske salmeskat og indgyde kærlighed til dem.
CD´en med Aastrups salmer er en musikalsk oplevelse i sig selv, som fortjener varm anbefaling.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis)
A