Disse tre – Seks sange om tro, Håb og Kærlighed

Text by Benedicte Hammer Præstholm

Tro 1: Intet er umuligt for Herren
Håb 1: Ingen, der håber på dig, bliver til skamme
Kærlighed 1: Enhver som elsker, kender Gud
Tro 2: Sådan er det med enhver, som er født af Ånden
Håb 2: Til det håb er vi frelst
Kærlighed 2: Vi elsker, fordi han elskede først

Commissioned by Gertrud Lei, soprano, Benjamin Christensen, viola and Lone Vandt, piano.
Premiere performance: Asferg Kirke, March 2nd 2014
This version was a rewrital of the original work for soprano and piano alone.
Duration 10′

Anmeldelse:
Disse tre – Seks sange om Tro, Håb og Kærlighed (op. 7a)
Et inderligt værk om Tro, Håb og Kærlighed

»Disse Tre: Seks sange om Tro, Håb og Kærlighed« er titlen på Christian Præstholms nye værk. Christian Præstholm, som er ansat i Sct. Mortens Kirke, er ikke kun en blændende organist, men også en betragtelig komponist af orgel koraler, salmemelodier, korstykker og kammer musik. Hans værker, baseret på en enorm viden om musikkens rigdom gennem tiderne og om kompositionskunsten, formår at skabe et nyt musikalsk udtryk, som udspringer af inderlige tanker og følelser.
  Dette er også tilfældet med det nye værk, som blev skrevet på opfordring fra trioen: Gertrud Lei, mezzosopran, Lone Vandt, klaver og Benjamin Christensen, bratsch.
  Musikerne ønskede nemlig et religiøst samtidsværk, der skulle danne pendant til Antonin Dvoraks Bibelske sange og Johannes Brahms´ Gejstlige Sange, som de har i deres repertoire. Valget faldt på Christian Præstholm, og hans søster pastor Benedicte Hammer Præstholm skrev ordene.
  Titlen »Disse Tre« henviser til Paulus´ ord: »Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden«. Det drejer sig altså om de tre »teologiske (eller teologale) dyder«, som mennesket er kaldet til. De kende tegner gudsforholdet og har rod i Gud.
  På næsten kierkegaardsk vis fokuserer Benedicte Hammer Præstholm i de første tre sange på modsætningen mellem verden og Gud: Guds forjættelse til den barnløse Abraham er kun »en latterlig spådom« ; Jairus´ håb om, at hans døde datter vil blive kaldet tilbage til livet, mødes med »latter« ; kvinden med alabaster krukken, som salver Kristi fødder, er genstand for spot.
  Men over for verden står ordet til tro, til håb og til kærlighed. Abraham tror; Jairus´ håb bliver til virkelighed; den salvende kvinde æres for sin kærlighed til Kristus.
  Det er just denne kontrasterende struktur, som musikken også har. I melodi, harmoni (dissonanser) og rytme beskriver sangene den faldne verden, menneskenes eksistentielle smerte såvel som afvisningen af tro, håb og kærlighed, betragtet som afsind. Sangenes afslutning er en radikal omvæltning af det, der gik forud for. Her hører man Guds ord direkte: Troens ord: »Intet er umuligt for Herren« -håbets ord: »Ingen, der håber på dig, bliver til skamme« -kærlighedens ord: »Enhver, som elsker, kender Gud«. Musikalsk er sangenes afslutning helt afgørende: De består af et kort svar, hvorved alting bliver ændret.
Det er skrevet i blide toner i form af en opadgående melodi, som rejser sig mod himlen (sang 1 og 2), eller som en lang Amen (3. sang), hvor Guds fred sænker sig over det urolige hjerte.
  De næste tre sange uddyber meningen med troen, som kommer fra Ånden, håbet, som udspringer af Kristi opstandelse, og kærligheden: »Vi elsker, fordi han elskede os først«. Også her slutter sangene med et svar, som er udformet i salmesprog eller i den gregorianske sangs sprog. Det er et tidløst svar fra den evige Gud, gældende for alle tider på jorden og for alle mennesker, der hvilende i Gud modtager tro, håb og kærlighed.
  Ord og musik klæder hinanden godt. Musikken er original og meget koncentreret; den danner stærke sindsbilleder og udtrykker menneskesjælens afgrunde, kampe og opstigning, idet den drages op mod himlen.
  Dette dybe og smukke værk kan høres i uropførelse i Asferg Kirke i morgen, 2. marts, kl. 19.30.
Monica Papazu (Randers Amtsavis, 1/3-14)