Orgelkoraler, bd. 5

(Se anmeldelse af samlingen længere nede på denne side)

Bliv hos os når dagen hælde
Dejlig er den himmel blå (partita)
Du Herre Krist
Dybt hælder året
Giv mig, Gud, en salmetunge
Han, som på jorden bejler
Kom, Gud Helligånd, kom brat (Barnekow)
Nu blomstertiden kommer (Tysk)
Nærmere, Gud, til dig
O, havde jeg dog tusind tunger
Vær du mig nær


Anmeldelse:
Orgelkoraler, bd. 5 (op. 15)
Koralkongen Præstholm

Christian Præstholm, hvis fire bind af orgelkoraler jeg sidste år havde den glæde at anmelde (og derved erhverve!), har nu føjet to nye udgivelser til værklisten: Et 5. bind i serien orgelkoraler samt et festpræludium over en (for mig) ukendt melodi af Christian Blache Holm til en (for mig) ukendt tekst af Erik B. Præstholm.
  I orgelkoralsamlingens femte bind befæster Præstholm sin satstekniske overlegenhed. Det være sig i satser, hvor karakteristiske vendinger fra salmemelodierne udvikles til iørefaldende småmotiver, der konsekvent akkompagnerer melodiforløbet (Nu blomstertiden kommer; Kom, Gud Helligånd, kom brat; Han, som på jorden bejler). Eller satser hvor koralforlægget ligger som en mere eller mindre skjult underliggende strøm, hvis forløb og motivverden satsen virtuost fabulerer over (Nærmere, Gud, til dig; Bliv hos os når dagen hælder; O, havde jeg dog tusind tunger). I “Giv mig, Gud, en salmetunge” og – endnu mere udpræget – i “Du Herre Krist” er sidstnævnte teknik udviklet til en decideret festouverture.
Samlingen afsluttes med en variationsrække over “Dejlig er den himmel blå”. Her opsummeres i en vis forstand samlingens satsteknikker. Vi finder kanon, salonmusik, konsekvent kvintskridtssekvens med deraf følgende raffinerede melodialterationer, smægtende romantik ud over grænsen af det vulgære og i rækkens sidste variation skænkes vi endnu et festligt præ/postludium, der ville gøre sig som en effektiv julegudstjenestemusik. Så effektivt og dygtigt det hele er, – båret af en allestedsnærværende kontrapunktik – sidder jeg alligevel tilbage med en lille undren over, hvad komponisten vælger at bruge sit gode håndværk til.
  For bortset fra en forunderlig og inderlig smuk udformning af “Dybt hælder året i sin gang” er det slående i hvor høj grad det mest af alt synes at være en “smæk-for-skillingen” – æstetik, der udfoldes.
Sidste år jublede jeg ganske vist, da Præstholm i første bind af orgelkoralerne havde udsat “Glade jul” i en smægtende romantisk sats med tempobetegnelsen “drivende sentimental”.
  I dette femte bind er de romantiske satser iklædt en harmonik, der får “Glade jul” til at fremstå som den rene pure askese. Og i dette overbud af de mest kitchede romantiske vendinger (Og uha, hvor han kan: “Så skal de ha´ den, og den, og hør nu denne her”, kan man næsten høre Præstholm tænke) – er der ingen angivelser af “drivende sentimental”. Det skal åbenbart tages for pålydende. Kirken lyder endelig som “Giro 413”! Og selv om jeg uvilkårligt kommer til at høre det som om, komponisten gør nar, tror jeg egentlig, at han elsker det.
  En anden form for smæk får man i de øvrige melodier. Igen må den del af menigheden, der til nu har døjet med musikkens kedsommelighed, juble. For i disse satser er det lyden af disneyfilmenes happy-ending der bruser frem fra orglet. Nu er det musicalgenrens smægtende firklange og fiffige modulationer, der dominerer i satser, der forløber som potenseret engelsk orgelmusik. David Willcocks kunne ikke have gjort det bedre!
  Om det er god kirkemusik, god musik, eller bare dygtigt lavet musik, må det være op til den enkelte bruger at bedømme.
  Festpræludiet “Som kærligheden bor i vores sind” er skrevet i samme Disney/Willcocks-stil. Det er en festlig udadvendt musik, der behændigt udfolder sit forlæg. Værket er tilegnet “Stina”, og tekstforfatterens efternavn kunne tyde på tætte familierelationer. Det er med andre ord, givetvis en musik, der betyder noget for komponisten. Denne betydning går imidlertid tabt for alle os andre, der ikke på forhånd har et forhold til tekst og melodi. Og denne manglende relation gør, at jeg selv aldrig vil få brugt denne musik.
  Det kan jeg ikke sige om orgelkoralerne. Dem vil jeg bruge. For på trods af deres æstetiske ejendommeligheder rammer de i kraft af deres kontrapunktiske velfunderede og iderige udformninger præcis den type musikalsk koralbaseret sats, som jeg leder efter.
Summa summarum: Med sin tekniske formåen og suveræne uafhængighed af god smag står Christian Præstholm klar til at indtage den plads på orgelkoraltronen, der siden Jesper Madsens bortgang har stået ledig.
  Tillykke med det!
Svend Hvidtfeldt Nielsen (Organistbladet, februar 2010)