Orgelkoraler, bd. 6 / Chorale preludes, vol. 6

(See review below)

Behold os, Herre, ved dit ord
Denne er dagen som Herren har gjort (“Stykke i Dagsform”)
Mindes vi en fuldtro ven
Nu fryde sig hver kristen mand (Walter)
Nu titte til hinanden (“Anakronistiske Variationer”)
Når i den største nød vi stå (Hommage à Jehan Alain)

Tre Selvterapeutiske Kanoner:
– Min Jesus er for mig begyndelsen og enden (Canon cancrizans)
– Op, alle, som på jorden bor (Canon in motum contrarium)
– Vor Herres Jesu mindefest (Canone al contrario riverso)


Review:
Uforlignelig som koralkomponist 

…hvor præcist og originalt Præstholm med al sin fantasifuldhed parret med kompositorisk konsekvens (af den gode slags) i sin nye samling leverer den ene orgelkoralperle efter den anden.
  Kvarterne fra “Nu fryde sig hver kristen mand” lader Præstholm udfolde sig til en fejende flot sats med stadig stigende intensitet. Her afsøges virkelig, hvad kvarter kan gøre. Og kvarterne sættes effektfuldt overfor forstørrede treklange som en subtil kontrast i et ellers homogent forløb. Klimaks er næsten slutkadencen, hvor kvartharmonikken aflokkes en overraskende men overbevisende ny funktionalitet (og nej, det er ikke “bare” en gængs dominantudbygning).
  Herefter følger tre afdæmpede kanons. De lyder lidt som Bach-koraler i triosats: To akkompagnementsstemmer og melodi i pedalet. De er lidt undskyldende betitlet “Tre selvterapeutiske kanoner” (hedder det kanoner? Er det ikke sådan nogen, der skyder?? Jeg ville sige kanons. Men jeg siger jo også tempi i stedet for tempoer. Så det skal man nok ikke regne med.) Hvorfor nu dette lidt undskyldende “selvterapeutiske” i titlen?
  I første omgang kunne man tænke, at det er, fordi stemmerne slet ikke imiterer hinanden. Og så hedder de tre satser mærkelige ting (Canon cancrizans, Canon per motum contrarium, canone al contrario riverso).
  Og ja, kære kolleger, for hvem dette ikke er mærkeligt: Der er virkelig tale om først en kanon i retrograd, altså en kanon, hvor den ene stemme er identisk med den anden spillet bagfra. Samtidigt med at disse to stemmer forholder sig harmonisk fornuftigt ikke blot til hinanden, men også til salmemelodien som spilles i pedalet. Anden kanon er en inversionskanon og tredie kanon er så disse to teknikker kombineret. I tredie kanon er satsens midtpunkt, stedet hvor disse to stemmer krydser hinanden, udformet som det uomgængelige B-A-C-H-motiv, som de to stemmer spiller i forlængelse af hinanden. Hvilket jo lader sig gøre, eftersom B-A-C-H spillet i retrograd inversion udfra H giver lige præcis: B-A-C-H!
  At udforme sådanne forløb i en smuk musik er alt andet lige en mesterlig præstation. Hatten af for Præstholm. Sidste kanon kan vist også spilles med noderne vendt på hovedet. Det antydes i hvert fald i noderne. Jeg kan ikke få det til at fungere.
  “Behold os Herre ved dit ord” og “Når i den største nød vi stå” viser Præstholm fra en mere dissonant men ikke mindre opfindsom side. Dejlige satser!
  I en sådan sammenhæng bliver de romantisk farvede satser som “Mindes vi en fuldtro ven” og de “anakronistiske variationer over Nu titte til hinanden” blot en ren lise. En velplaceret påmindelse om hvor forskelligt god musik kan laves. De forskellige satstyper, som de anakronistiske variationer rummer, er i bedste Præstholm-stil ramt lige på kornet. Satserne fremstår som mere eller mindre genkendelige parafraser over klassiske satser. Variationens 3.sats genkender jeg (tilfældigvis) som en åndrig parafrase over Chopins præludium i E-mol, op.28 nr.4, og variationernes sidste sats er udformet således, at det kan inkorporere et decideret citat fra Carl Nielsens “Commotio”. Denne citatbrug fungerer dog for mig ikke stort bedre end Jesper Madsens inkorporering af Nielsens 5.symfoni i sin orgelkoral over “Denne er dagen”. Uanset den dygtige indlemning i satsen, kommer sådan et citat uvilkårligt til at stå som en hilsen fra den spillende til den lyttende kender, så begge med et selvbevidst smil kan hæve sig op over de ignorante ikke-kendere.
  Eller er det en overfortolkning?
  Citatet fremstår under alle omstændigheder helt anderledes påtrængende end den diskrete parafrase, der blot ny-udfolder en model.
  Summa summarum, nok engang: med dette sjette hæfte, som givetvis snart vil efterfølges af yderligere hæfter, foreligger en velfungerende samling orgelkoraler, der viser Præstholm som en uforlignelig koralkomponist.
Svend Hvidtfelt Nielsen (Organistbladet august 2010)