(See review below)
Af dybsens nød, o Gud, til dig
Du, som har tændt millioner af stjerner
Guds godhed vil vi prise
Guds menighed, syng for vor skaber i løn (Svensk)
Har hånd du lagt på Herrens plov (Glæser)
Min Gud, jeg gammel er og grå
Nu fryde sig hver kristen mand (Lunderskov)
Nu går solen sin vej
Nu har du taget fra os
Når jeg er træt og trist, når modet svigter
Som lilliens hjerte kan holdes i grøde
Så tag mig da ved hånden
Tag det sorte kors fra graven (Lunderskov)
Urolige hjerte (Kalhauge)
Review:
Orgelkoraler bd. 13 og 14 (op. 27 og 28)
Randersorganisten Christian Præstholm behøver vel ingen nærmere introduktion. Han har for længst etableret sig som en af sin tids helt store kirkemusikalske komponister. Præstholm har en stor vision, nemlig at komponere en orgelkoral til hver eneste melodi i koralbogen. Det er indtil nu blevet til 14 bind med orgelkoraler – sidste skud på stammen er bind 13 og 14.
I lighed med de tidligere udgivne orgelkoraler, er der også i bind 13 og 14 tale om meget velkomponerede orgelstykker. De er et helt overflødighedshorn af kompositorisk snilde med stærke harmoniske farver og en fantasifuld bearbejdelse af det tematiske stof. Man fristes til at sammenligne Præstholms koraler med en Maggiterning – fortættet smag og kraft i en kompakt form.
SOMMER OG LUNDERSKOV
Orgelkoralerne i bind 13 har stort set alle ”hitpotentiale”, de er meget velklingende og har en folkelig appel. Koralerne er helt overvejende ”spillevenlige”, men som altid hos Præstholm er der noget at se til for fortolkeren.
Centralt i udgivelsen står udsættelserne af de seks populære melodier af henholdsvis Erik Sommer og Lasse Lunderskov. ”Du, som har tændt millioner af stjerner” er en lille rolig koral med et kort ostinat og med melodien i pedalets 4-fodsleje. ”Nu går solen sin vej” er en ren idyl med citater fra Griegs morgenstemning af Peer Gynt.
Udsættelserne af Lunderskovs tre melodier (”Nu fryde sig”, ”Når jeg er træt og trist” og ”Tag det sorte kors”) klæder hinanden rigtig flot, og vil kunne fremføres samlet som en lille suite i koncertsammenhæng. Ud over disse udsættelser findes en række rigtig vellykkede koraler af mere klassiske melodier i forskellig stilistisk udsmykning.
KORALER FOR ÉT MANUAL
Orgelkoralerne i bind 14 rummer udsættelser af reformationstidens melodier. Koralerne er tænkt for små orgler med kun ét manual. Igen er der tale om en opvisning i musikalsk idérigdom.
Udsættelserne spænder fra det helt enkle udtryk i ”Af dybsens nød” med små rytmiske forskydninger og overraskende dissonanser til den brede, sangbare og utroligt velklingende koral over ”Her ser jeg da et lam at gå”.
I den mere kraftfulde ende findes udsættelsen af ”Gør døren høj, gør porten vid” og i samme stilleje ”Gladelig vil vi halleluja kvæde”, som også bringer mindelser om ”Menuet Gothique” af Böellmann. Præstholm lykkes til fulde med at aktualisere disse gamle melodier.
De her omtalte bind af Præstholms orgelkoraler får uden forbehold en stor og god anbefaling! Der er tale om to meget gennemarbejdede udgivelser, som vil henvende sig bredt til menigheder og organister af alle slags.
Henrik Strøm (PO-bladet, september 2014)